Forståelse af modpaver i den katolske kirke

Antipave er et udtryk, der bruges i den katolske kirke til at beskrive en person, der h
vder at v
re paven, men som ikke anerkendes som sådan af flertallet af kirken. Dette kan ske af en r
kke forskellige årsager, såsom et omstridt valg, en fordringshaver, der ikke er lovligt ordineret, eller et skisma i Kirken.

Der har v
ret adskillige tilf
lde af antipaver gennem historien, herunder:

1. Anacletus II (1130-1138): Under pave Calixtus II's pavedømme valgte en rivaliserende fraktion en modpave ved navn Anacletus II, som blev støttet af den hellige romerske kejser Lothair III.
2. Victor IV (1159-1164): Efter pave Adrian IV's død valgte en gruppe kardinaler Victor IV som pave, men han blev ikke anerkendt af flertallet af kirken.
3. Paschal III (1164-1168): Victor IV døde i 1164, og blev efterfulgt af Paschal III, som heller ikke blev anerkendt som pave af flertallet af kirken.
4. Alexander III (1159-1181): Under Alexander III's paveskab var der flere modpaver, herunder Lucius III, som blev støttet af den hellige romerske kejser Frederik I.
5. Johannes XXIII (1410-1415): Denne modpave blev valgt under det vestlige skisma, en periode med splittelse inden for kirken, der varede fra 1378 til 1417. Han blev ikke anerkendt som pave af flertallet af kirken.
6. Benedikt XIII (1394-1423): En anden modpave, der dukkede op under det vestlige skisma, han blev støttet af kong Martin I af Sicilien og kardinallegaten Pierre de la Chapelle.
7. Clement VIII (1423-1429): Denne modpave blev valgt efter Benedikt XIIIs død, men blev ikke anerkendt som pave af flertallet af kirken.

Det er vigtigt at bem
rke, at den katolske kirke har en proces til at løse stridigheder om pavevalg og adressering af påstande fra modpaver. Processen involverer typisk en undersøgelse af valgets gyldighed og fordringshaverens kvalifikationer og kan involvere indgriben fra et råd eller andre kirkelige myndigheder.